◦ FORSIDE ◦ BØGER
◦ PROFIL ◦ ARTIKLER
◦ KONTAKT ◦ FOREDRAG ◦ English Version
MORTEN FINK-JENSEN

ARTIKLER I VIDENSKABELIGE TIDSSKRIFTER


Retro-anmeldelse. Dagligt liv 100 år efter. Historisk Tidsskrift, bind 115, hæfte 1, 2015, s. 221-233.

Resumé:
Et gensyn med og en revurdering af Troels-Lunds store kulturhistoriske værk Dagligt Liv i Norden i det 16de Aarhundrede, bd. 1-14, 100 år efter fjerdeudgaven 1914-1915.
◊ ♦ ◊


"Basedow på dansk. En 200-årig misforståelse i pædagogikkens historie". Fund og Forskning, bd. 51, 2012, s. 281-88.

Fuld version af artiklen

Resumé:
Oplysningstidens pædagogiske ideer slog markant igennem i Danmark i 1700-tallets slutning med den såkaldte filantropiske bevægelse. Bevægelsens hovedskikkelse var den tyske pædagog Johann Bernhard Basedow (1724-90), og man har siden 1800-tallet ment, at en bog af Basedow med titlen Sikker Vejledning til den bedste Børneopdragelse var et prægnant udtryk for bevægelsens indtog på dansk grund. I virkeligheden har værket intet med Basedow at gøre, men er en oversættelse af en fransk opdragelsesvejledning fra 1600-tallet. Modsat hvad man hidtil har troet, kunne interessen for filantropismen altså ikke vokse ved hjælp af en dansk Basedow-oversættelse.


◊ ♦ ◊


”Tycho Brahes supernova i 1572 set med samtidens øjne. Religiøse og astronomiske tolkninger hos Georg Busch og Rasmus Hansen Reravius”. Fund og Forskning, bd. 49, 2010, s. 57-82.

Fuld version af artiklen

Resumé:
Tilsynekomsten af supernovaen i 1572 gav anledning til en række publikationer om det ukendte himmellegemes natur og betydning. Mest berømt er den danske astronom Tycho Brahes De nova stella, som slog fast, at der måtte være tale om en ny stjerne. Men selv om Tychos observationer fik vidtrækkende betydning for videnskabshistorien, var der i hans samtid andre fortolkninger af himmelfænomenet, som fik større offentlig opmærksomhed. Tyskeren Georg Busch var en af de første til at skrive om fænomenet, og ifølge ham var der tale om en komet. Og den var tilmed dannet ved at menneskenes synd havde resulteret i dampe af urenheder, der som en fortættet klump var steget til vejrs, hvor den af ildens element blev antændt som en komet. Buschs bog fik stor udbredelse i Tyskland, men også i Skandinavien, hvor den udkom i præsten Rasmus Hansen Reravius’ oversættelse til dansk (der også var skriftsprog i Norge), og i en svensk oversættelse, der var baseret på Reravius’s arbejde. Reravius udgav dog først sit arbejde efter at Tycho, som Reravius indirekte omtaler, havde udtalt sig. Det fik Reravius til at betone ordet ”ny stjerne” i sin titel og fortale, og han er dermed en af de første populariserende forfattere, hvor en afsmitning fra Tychos observationer kan konstateres. Reravius’ hensigt var dog slet ikke at udbrede kendskabet til Tychos astronomi, men derimod at prædike omvendelse og bod for befolkningen, idet han for skandinaviske læsere fremlagde Buschs opfattelse af ”kometen”. Denne opfattelse af at kometen ikke blot var et advarende tegn fra Gud til menneskeheden, men at den i fysisk forstand var dannet af synd, lader ikke til at have haft almeneuropæisk udbredelse, men har tilsyneladende virket særligt appellerende i 1500-tallets lutherske samfund. I hvert fald er det kun i disse lande, at man finder teorien fremsat, og det skete først og fremmest gennem Busch og hans nordiske oversætter. Ved at se nærmere på disses udgivelser, kan man derfor ikke blot få et indblik i, hvordan ny viden kunne blive formidlet i 1500-tallet. I et videre perspektiv giver de også indblik i en protestantisk forestillingsverden, hvor religiøse og videnskabelige forklaringer var vævet ind i hinanden.


◊ ♦ ◊


”Op til Zions glædesskare. Soning, omvendelse og henrettelse. Om Struensee og andre dødsdømte i Christian 7.s København”. I Peter Henningsen (red.): Miraklernes tid og andre fortællinger om livet i 1700-tallets København, Historiske Meddelelser om København 2007-2008, s. 95-122.
 
Kort resumé:
I artiklen vises, hvordan henrettelsen af Struensee og Brandt i 1772 ikke var usædvanligt brutal (som det er blevet hævdet) i forhold til tidens henrettelsesnormer. Ligeledes gælder det om den kristne omvendelse, som Struensee og Brandt tilsyneladende gennemgik forud for deres henrettelse, at den var en fastslået norm: Det stod direkte i Kirkeritualet af 1685, at præsterne skulle sørge for, at dødsdømte udsonede sig med Gud inden henrettelsen. Beretningerne om Struensees og Brandts henrettelser var, som det vises gennem en analyse af samtidige skillingsviser, derfor forudsigelige og på linje med beretninger om andre af 1700-tallets dødsdømte.

◊ ♦ ◊


“Medicine, Natural Philosophy, and the Influence of Melanchthon in Reformation Denmark and Norway”. Bulletin of the History of Medicine, vol. 80, no. 3, 2006, s. 439-464.

Abstract:
In the sixteenth and early seventeenth centuries, all intellectual pursuits in Europe were colored by the religious conditions of the age. Accordingly, investigations into nature were unable to avoid issues dealing with the workings of divine power. The reestablishment of the University of Copenhagen after the Reformation of 1536 in the joint kingdom of Denmark and Norway prompted the formulation of an official Lutheran program for the study of medicine and natural philosophy (including anatomy). This program was wholly based on the ideas of the German reformer Philip Melanchthon, the aim being to apply knowledge of, for example, anatomy in support of the newly reformed Lutheran society. Thus, the crown and the church officially sanctioned Melanchthon's thoughts on natural philosophy as a means to apprehend, first, the majestic glory of divine providence; second, that man was truly created and assigned his place by God; and third, that it was demanded of all men and women that they submit themselves to the will of God and the laws of the public authorities.

◊ ♦ ◊


”De lærde Dybvader. Bogtryk og samfundskritik i det 16. og 17. århundrede”. Fund og Forskning, bd. 44, 2005, s. 63-106.

Fuld version af artiklen

Resumé:
Artiklen beskriver fire lærde medlemmer af slægten Dybvad i sidste del af det 16. og første del af det 17. århundrede. Erik Dybvad (ca. 1550-ca. 1585) var almanakforfatter. Hans bevarede almanakker for 1582 og 1585 viser ham som en lærd mand, og i fortalen til den ene formaner han den kommende Christian 4., at han bør regere med tanke på sit eftermæle. Broderen Jørgen Dybvad (ca. 1550–1612) var også almanakforfatter og det påvises, at en almanak fra 1580 rettelig skal tilskrives Jørgen Dybvad. Det gør ham til den ældst kendte almanakforfatter på dansk. En analyse af dedikationerne i Jørgens skrifter viser hans nære tilknytning til rigshofmester Peder Oxe. Som teolog vises det, at Jørgen efter alt at dømme har været orienteret i retning af kryptocalvinismen, men det indgik dog ikke i den sag mod ham, der førte til hans afsættelse som professor i teologi ved Københavns Universitet i 1607. Afsættelsen skyldtes først og fremmest kritik af politiske forhold i Danmark, herunder af adelens særrettigheder. Den tråd tog hans søn, Christoffer Dybvad (1577/78-1622), op. Det påpeges i hvor høj grad Jean Bodins tanker om den suveræne kongemagt var drivkraften bag hans kritik af de hjemlige politiske forhold, som han ønskede omformet efter fransk forbillede med Christian 4. som enevoldskonge. Sin hårde kritik af adelsstanden motiverede Christoffer også ved at den efter hans mening førte til lutherdommens udvikling i retning af ortodoksi. Foruden at være personligt imod disse tendenser, vises det at det i 1614 førte Christoffer til at advokere for, at Christian 4. skulle nærme sig den Protestantiske Union. Da Christoffers kritikpunkter blev kendt, blev han fængslet på livstid. Den sidste af Dybvaderne, Jørgen Jørgensen Dybvad (ca. 1586-1626), blev som sin fader, professor Jørgen Dybvad, teologisk uddannet i Wittenberg. Hans overleverede forfatterskab viser også ham som polemiker, men han holdt sig til at forsvare den herskende retning i den danske kirke, og han vides ikke at have kritiseret de danske statsforhold. Jørgen Dybvads afsættelse og derefter sønnen Christoffers fængsling var med til effektivt at eliminere blotte ansatser til kritik af forholdene i den danske kirke og af samfundssystemet i de følgende årtier.

◊ ♦ ◊


”Anatomi for læger og teologer. Om det dobbelte formål med undervisningen i anatomi ved Københavns Universitet efter reformationen i 1536, samt spørgsmålet om de offentlige dissektioners indførelse”. Bibliotek for Læger, årgang 195, nr. 4, 2003, s. 308-320.

Kort resumé:
Anatomiundervisningen på Københavns Universitet i de første godt hundrede år efter reformationen i 1536 var ikke kun rent lægefagligt eller medicinsk begrundet. Artiklen argumenterer for, at de teologiske motiver var mindst lige så betydningsfulde. Det kan også bidrage til at belyse visse forhold omkring anatomiundervisningens form, først og fremmest spørgsmålet om de manglende dissektioner på universitetet i 1500-tallet og 1600-tallets første halvdel.

◊ ♦ ◊


”Forskningen og forsynet. Religion og videnskab i det efterreformatoriske Danmark”. Fortid & Nutid, nr. 4, december 2003, s. 263-282.

Kort resumé:
Artiklen argumenterer for at enhver virkelighedsopfattelse i perioden omkring Reformationen (1536) var magisk-religiøs. Det må derfor også gælde for det, der i dag opfattes som det religiøses og det magiskes modsætning: videnskaben. Det ses da også, at en vigtig del af begrundelsen for undervisning i de natur- og lægevidenskabelige fag i de følgende hundrede år var, at de skulle bidrage til en almindelig erkendelse og accept af Guds almagt og forsyn. Men det ses også, at der til dette arbejde blev anvendt teorier og metoder, som umiddelbart synes uforenelige med luthersk, ortodoks teologi.

◊ ♦ ◊


”Ole Borch mellem naturlig magi og moderne videnskab”. Historisk Tidsskrift, bind 100, hæfte 1, 2000, s. 35-68.

Læs hele artiklen som pdf-fil.
(Scroll ned til ‘Øvrige artikler i fuldtekst’, klik på ‘Historisk Tidsskrift 100:1’)

Resumé:
I debatten om årsagerne til det 17. århundredes videnskabelige revolution, har spørgsmålet om det magisk-religiøse verdensbilledes indflydelse indtaget en væsentlig rolle. Herunder ikke mindst spørgsmålet om hermetiske og paracelsiske idéers betydning for udviklingen af den moderne naturvidenskab. Der er en lang tradition for, at beskrive den moderne naturvidenskab som værende igangsat alene af banebrydende forskere som Galileo eller Bacon, hvis arbejde ikke skyldte 15-1600-tallets magiske verdensopfattelser noget. En reaktion herimod, som ofte associeres med den engelske historiker Frances Yates, accentuerede i løbet af 1960’erne og -70’erne de udbredte hermetiske og paracelsiske tanker om indsigt i naturen, og advokerede for disse teoriers nødvendighed i skabelsen af en ny videnskabsopfattelse.
                      Det er for Danmarks vedkommende velkendt, at hermetisme og paracelsisme spillede en stor rolle for 1500-tallets videnskab, ikke mindst for Petrus Severinus og Tyge Brahe. Men også langt op i 1600-tallet var Hermes og Paracelsus forbilleder, som det var tilfældet for lægen Ole Borch (Olaus Borrichius, 1626-1690), en af periodens førende danske videnskabsmænd. Han var den første der officielt fik til opgave at undervise i kemi ved Københavns Universitet. Det var den forenede lægevidenskab og kemi, iatrokemien, som Borch udøvede, og det var en videnskab der nærmest uvægerligt tog afsæt i de paracelsiske idéer. Borchs åbenlyse reverens for den paracelsiske tradition er traditionelt blevet nedtonet i dansk historieskrivning, fordi man har haft vanskeligt ved at placere den i billedet af Borch som moderne, empirisk naturvidenskabsmand på et så sent tidspunkt i 1600-tallet, hvor den naturvidenskabelige revolution traditionelt er blevet antaget at være langt fremskreden. Denne nedtoning giver imidlertid et forvredet billede af Borch, idet den hermetiske og paracelsiske tradition danner selve grundlaget for hans kemiske og lægevidenskabelige virke.
                       Dette ses særligt gennem en analyse af hans medicin- og kemihistoriske værk Hermetis, Ægyptiorum et Chemicorum sapientia (Hermes’, ægypternes og kemikernes visdom) fra 1674. Heri forsvarer Borch på det kraftigste arven fra Hermes Trismegistos og navnlig Paracelsus, som Borch opfatter som hhv. stifter og viderefører af det videnskabsideal, han selv arbejdede på grundlag af. I bogen forfægter Borch det synspunkt, at vejen til videnskabelig erkendelse og erfaring går gennem den eksperimenterende og empiriske metode, som udgik først fra Hermes Trismegistos og siden Paracelsus, samt at denne metode er naturlig og ikke betjener sig af kræfter som er knyttet til en utilladelig magi. Borchs forsøg på at fremstille hermetismens og paracelsismens magia naturalis som i realiteten værende fri for magi og baseret på naturlige processer, gør ham til et vigtigt bindeled i den proces, der længe havde været i gang, og som peger frem mod et videnskabssyn, hvor naturkræfterne er mere kvantitative end kvalitative, frem mod fuldbyrdelsen af den naturvidenskabelige revolution. Han søgte at udforske naturen som en genstand for erfaringen, og det var Paracelsus der for Borch, på baggrund af den hermetiske tradition, fremstod som igangsætteren af dette videnskabsideal. Således bliver Borch en bekræftelse af tesen, at hermetisk og paracelsisk naturlig magi kunne spille en afgørende rolle i skabelsen af fremtidens videnskabssyn.

◊ ♦ ◊